Så er jeg over halvvejs i min graviditet. Jeg går i uge 23 i morgen.
Tænk at noget så dejligt kan være så hårdt. Jeg døjer en del med plukveer og er derfor gået ned i tid. Det virker ok lige nu for mig, men hold da op hvor kan man da være træt efter hele TO dage i træk på arbejdet :-/
Heldigvis er jeg velsignet med den meste forstående og dejlige kæreste, som pt tager mere end halvdelen af slæbet herhjemme (ikke at det er særlig pænt at kalde sit barn et slæb)
Men med en 3,5 årig vil-døv krudtugle kan man godt blive lidt udfordret på sit temperament - især når man er toppet op med rigelige hormoner.
Men når alt det er sagt, så er det nu også dejligt at have en voldsomt aktiv baby i maven. Og når vi nu har fundet ud af at det er en dreng, kunne det ikke være meget bedre :-)
Og når nu man har den mest omsorgsfulde knægt der aer maven og kysser scanningsbilledet og kalder babyen "min baby", ja så smelter ens moderhjerte for den fantastiske store dreng man for 10 min siden var ved at sprænge i luften over.
Livet er forunderlig besynderligt en gang i mellem.
